Mine to dejlige piger - Lev i nuet.

Jeg er så taknemmelig. Jeg har to fantastiske veninder, som jeg syntes jeg kender ud og ind. Jeg har kendt Nanna siden børnehaven og vi har meget sammen sådan on/off, og vi er så ens. Cecilie og jeg har været meget gode venner i tredje eller sådan. Vi blev meget uvenner, hvorfor aner jeg ikke. Men et par måneder inde i 7. (dette skoleår) begyndte vi at snakke sammen igen, og ALDRIG har vi været så tætte som nu, jeg er så taknemmelig. For at jeg har dem. At de gør skolen sjovere. At jeg ved ALT om dem, og at bare der sker en lille ting, så fortæller vi hinanden det. Jeg kan fortælle dem ALT. Jeg håber aldrig det slutter, men man ved desværre aldrig. Det er derfor at man skal leve i nuet. Nyd den tid man har nu, og bare tis på at vi MÅSKE glider fra hinanden når Cecilie og jeg smutter på efterskole i 9. - fordi det er pisse ligegyldigt nu. Det der gælder, er nu. Lige nu. Også det pis med hvad man skal være når man bliver store, det er først når man snart skal vælge gymnasium at man virkelig skal tænke på det. Ikke nu - ikke i 7. klasse. Jeg har det bare sådan, at jeg har vidst det i lang tid, men det kan sagtens ændre sig. (ejendomsmægler)
Det var et sidespring.
Pointen er: I to, jeg elsker jer <3
- Fremtiden er ude i fremtiden, så lad den forblive det.